Nyhedsbrev af John Christiansen

ET NYHEDSBREV AF JOHN CHRISTIANSEN BLANDT ANDET OM NYE DVD-UDGIVELSER AF OPERAOP-FØRELSER, SOM DELTAGERE I VORE MUSIKREJSER HAR OPLEVET.

Mange af de store operaopførelser, som Mangaard-Travels musikrejser ud i verden har ført til, er senere blevet udgivet på CD eller på DVD. Her skal gøres opmærksom på nogle spændende nyheder, som også kan interessere de operabegejstrede, som uheldigvis ikke var med på netop disse ture.

Først lidt om opførelsen af Wagners ”Ringen” på Metropolitan Operaen i New York fra maj 2012

Den canadiske filmmand Robert Lepages opsætning af Richard Wagners kæmpeværk fordelt over fire aftener. ”Rhinguldet” og ”Valkyrien” havde premierer i 2010, ”Siegfried” og ”Götterdämmerung” nu i denne sæson.
Opsætningen er varm stof i New York. Scenisk er den stor, flot og spændende, men også diskutabel. Musikalsk er den suveræn. Fabio Luisi har efter James Levines sygdom overtaget den musikalske ledelse i spidsen for et fornemt sangerkorps.

Robert Lepage har især givet stof til diskussion med sine fantastiske scenebilleder, som er blevet til med hjælp af computer. Scenen styres af en kæmpemæssig og ikke helt lydløs konstruktion af foranderlige plader og kasser af aliminium, som kan forandre udseende hurtigt og magisk og fremkalde fantastiske scenebilleder af floden Rhinen, af skoven og af valkyrieklippen. Alene denne sceniske herlighed har kostet omkring 85 millioner kroner, og denne store sum diskuteres også. Men sponsorerne har betalt, og The Met kunne endda komme ud af sæsonen 2010-11 med overskud på budgettet, som er på 325 mio. dollars eller 1,8 milliard kroner. Den første milliard kom ind som gaver fra diverse sponsorer, store som små.

”Ringen” kommer utvivlsomt også på DVD, men det varer sikkert et par år.

GHEORGHIU OG KAUFMANN

Vi begynder i Europa med nyhederne af DVD’er. Højdepunktet for de fleste på musikturen til Berlin i oktober 2010 var en uforglemmelig koncertopførelse af Francesco Cileas ”Adriana Lecouvreur” på Deutsche Oper. Begejstringen over Angela Gheorghiu som den store historiske diva på Comédie-Francaise i Paris, Adriana Lecouvreur, og den populære tenor Jonas Kaufmann som hendes elskede var enorm.

De to fortsatte sammen med den store russiske mezzosopran Olga Borodina i David McVicars sceniske præsentation af ”Adriana Lecouvreur” med den glimrende Mark Elder som dirigent i november-december 2010. Denne opførelse er udsendt af Decca på en dvd. Det er en opsætning, som tager hensyn til den historiske baggrund uden at stivne i den, og som derfor har et fint autentisk præg uden at virke gammeldags. Adriana Lecouvreur blev antagelig forgivet af en rivalinde med dødelig parfume i en blomsterbuket i 1730.

Francesco Cilea levede fra 1866 til 1950 og er, som man også kan høre i den fortrinlige musik, af den giovane scuola (unge skole), som også omfattede Puccini, Mascagni, Leoncavallo, Catalani og Giordano. Og Cilea var en af de bedste komponister, både dramatisk og lyrisk fin, så det er vanskeligt at forstå, at ”Adriana” har været spillet så sjældent uden for Italien. Her får man så oplevelsen af tre store sangere, som alle forstår at udtrykke sig scenisk, hvilket jo ikke altid er en given ting på en operascene. Angela Gheorghiu er i vidunderlig form og Jonas Kaufmann ved strålende tenorstemme. Som bonus får man 23 minutter, hvor de medvirkende fortæller ”all about Adriana” (Decca DVD, fås også som blu-ray disc). DVD’ en er indspillet på Covent Garden i London.

NYTÅRSKONCERT – INTERMEZZO

Traditionen med at arrangere rejser til Wien til nytår, og det vel at bemærke med billetter til nytårskoncerten frem for alle, den med Wiener Philharmoniker i Musikverein, som transmitteres i tv nytårsdags formiddag, har små tre årtier bag sig. Jeg har selv haft godt 700 rejsedeltagere med til koncerten i Wien ved nytårstide, hvor Wien er noget ganske særligt. Nu har Kjeld Jul Madsen og Mangaard-Travel overtaget det traditionelle nytårsarrangement alene.

Koncerterne ved årsskiftet 2012/2013 dirigeres af Franz Welser-Möst. Koncerterne, ja, for den vi ser og hører i tv er kun én af i alt tre, som fuldstændigt ens – bortset fra antallet af blomster – finder sted henholdsvis den 30., nytårsaften, som er den originale koncert, og nytårsdag.

I alle vore nævnte år er nytårskoncerten blevet udsendt på plade og i de seneste mange år både på CD og på DVD. Det gælder naturligvis også den seneste koncert med Mariss Jansons, som er udgivet af Sony, mens de i de foregående år overvejende blev udsendt af Universal (DGG og Decca).

SÅ TIL THE MET

Metropolitan Operaen i New York er flittig til at få sine store forestillinger udsendt på billedpladerne DVD.

Her må vi nøjes med at omtale de seneste udgivelser. Det var således en speciel fornøjelse at være med til Richard Strauss’ sidste opera ”Capriccio” i april 2011. Her sang The Mets store/lille diva Renée Fleming for første gang grevinden på hjemmebane, og her debuterede vor egen Morten Frank Larsen med succes som greven. Det blev en stor aften, som kan genopleves på Decca DVD (får også som blu-ray).

”Capriccio” er en ganske speciel opera, som det er en udsøgt fornøjelse at kunne fordybe sig i, som det er tilfældet her. Det er en konversationsopera, hvor hovedemnet er forholdet mellem ordet og musikken.

Hvad kommer først? Prima la musica, dopo le parole eller prima le parole, dopo la musica?

Det er altså langt fra en dramatisk stærk opera.

TENOREN FLÓREZ

Rossinis ”Il Comte ory”, som byder på en del musik fra ”Il vaggio a Reims”, som vi herhjemme har set som ”Rejsen til Reims”, er heller ikke et operadrama. Den er i en helt tredje boldgade. Det er et af Rossinis mest elegante og raffinerede komiske operaer. Den blev i New York spillet samtidig med den ovennævnte ”Capriccio”, og den bød på nogle af verdens fineste sangere i bel canto faget som de to store divaer Diana Damrau og Joyce DiDonato og den uforlignelige tenor Juan Diego Flórez boltrer sig scenisk og sangligt, og det er helt vidunderligt, hvis man er til delikate musikalske løjer til at blive i godt humør af (Virgin Classic, EMI 50999-709599).

Det er værd at gøre opmærksom på, at Flórez er på vej til Danmark. Han giver sin eneste koncert herhjemme med Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal i musikhuset Aarhus onsdag 15. maj.

Verdis ”Troubaduren” er til gengæld renlivet operadrama med en handling, som er umulig at få fornuft ud af. Men hvad gør det, når musikken spiller, slagkraftig, følelsesfuldt og med et maksimalt udbytte af at beskrive rene følelser fra had til kærlighed, længsel og fortvivlelse. Den så deltagerne i den foregående New York-tur, og det blev en af de bedste, man tør næste sige mest fornuftige sceniske udførelser i David McVicars iscenesættelse. Musikalsk var den en oplevelse med den vidunderlige amerikanske sopran Sondra Radvanovsky, mezzoen Dolora Zajick og den pragtfulde, hvid-mankede russiske baryton Dmitrij Hvorostovskij. Kun var vi dengang uheldige med den amerikanske tenor, som sprang ind i stedet for Marcello Alvarez. Men Alvarez er med her, så bedre fås ”Troubaduren” ikke i dag. Den udsendes af DGG herhjemme (DVD 734 7836, blu-ray 734 7973).

 
 

Mangaard Travel Group A/S

Elkjærvej 31, 8230 Åbyhøj DK-8230 Åbyhøj

Øst

Kirkebjerg Parkvej 12, DK-2605 Brøndby