Generelle bestemmelser
Ved køb af pakkerejser gennem Mangaard Travel group gælder en række generelle bestemmelser.
Bemærk at der kan gælde specielle og mere restriktive bestemmelser for nogle rejser, hvilket så vil fremgå under den enkelte rejse.
Tilmelding til:
Mangaard Travel Group A/S • Elkjærvej 31 • 8230 Åbyhøj • Telefon 86754840
E-mail: team@mangaard-travel.dk
Ved tilmelding indbetales et depositum kr. 3.000,00 pr. person, samt afbestillingsforsikring.
Beløbet overføres til vores konto i Jyske Bank: 5073 0006008009 mærket navn, rejsemål og afrejsedato.
Aftalen er bindende, når kunden har givet sin accept af rejsetilbud. Mangaard Travel Group er forpligtet til at acceptere kundens accept indenfor den givne tidsfrist, bortset fra hvis tilbud er givet med forbehold for ledig kapacitet.
Slutbetaling
Restbeløbet for rejsen skal være indbetalt senest 80 dage før afrejsedagen, hvilket fremgår af fakturabekræftelsen. Herefter vil billetter og øvrige rejsedokumenter blive fremsendt således, at de er i hænde senest ca. 10 dage før afrejsen.
Afbestilling
Ved evt. afbestilling senest 80 dage før afrejse er depositum tabt. Efter dette tidspunkt refunderes rejsens pris ikke, med mindre andet er anført.
Bemærk
Ændring betragtes som annullering og ny bestilling.
Såfremt at pakkerejsen; en hotelreservation og en flybillet er behæftet med strengere afbestillingsbetingelser end de ovenfor nævnte, vil disse være gældende og vil blive oplyst ved reservationen. Kunden kan endvidere afbestille rejsen, hvis der inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder. Det er dog et krav, at Udenrigsministeriet fraråder at rejse til det pågældende område. Se yderligere oplysninger på www.um.dk.
Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Kendte kunden ved aftalens indgåelse den pågældende begivenhed, eller var den da almindelig kendt, har kunden ikke de i dette afsnit nævnte rettigheder.
Afbestillingsforsikring
For at sikre fri afbestilling i forbindelse med lægedokumenteret, akut opstået sygdom hos rejsedeltageren selv eller nærmeste pårørende, anbefaler vi, at der tegnes en afbestillingsforsikring, som koster 7% af rejsens totale pris.
Denne forsikring skal i givet fald tegnes og betales ved bestilling af rejsen, og den kan på intet tidspunkt senere annulleres eller refunderes. Senere ændringer betragtes som afbestilling og ny bestilling. Udstedte flybilletter kan normalt ikke ændres.
Forsikring under selve rejsen
Den offentlige sygesikring er en grundforsikring i EU sammen med det Blå Kort, som fysisk skal medbringes på rejser til EU.
Vi anbefaler, at der tegnes en forsikring som bl.a. dækker ved sygdom, lægehjælp, ulykke, hospitalsindlæggelse, hjemtransport, sygeledsagelse etc. Vi tilbyder Gouda rejseforsikring (reklamelink). Vær opmærksom på at du allerede kan være dækket af en rejse- eller afbestillingsforsikring via dit indboforsikringsselskab, kreditkort eller lignende – bemærk dog venligst, at der kan være forskelle i forsikringsdækningen.
Bemærk venligst ikke alle forsikringsselskaber dækker f.eks. rejser til Cuba!
Prisændringer
Priserne er baseret på tariffer og valutakurser, der var gældende på tidspunktet ved programmernes udarbejdelse. Ifølge lovgivningen kan rejsearrangøren forhøje den aftalte pris som følge af stigende transportomkostninger herunder brændstofpriser, ændrede skatter, afgifter, gebyrer og valutakurser. Ved ændringer af flypriser, skal samtlige afgifter og skatter stige med minimum kr. 100, før vi opkræver differencen.
Valutakurs stigninger på mere end 5% vil blive opkrævet.
Beregningen af disse ændringer foretages efter nedenstående regneeksempler:
Aftalt pris | Ændring | Beregning | Ny pris |
3000 DKK Heraf brændstoftillæg: 200 DKK | Stigning i brændstoftillæg: 50 DKK | 200 DKK + 50 DKK | 3050 DKK |
3000 DKK Heraf skatter og afgifter: 500 DKK | Stigning i skatter og afgifter: 100 DKK | 500 DKK + 100 DKK | 3100 DKK |
3000 DKK Afregnet til valutakurs 3.00 (3DKK = 1) | Kursændring: 3.0 til 3.1 | (3000 DKK / 3.00)*3.1 | 3100 DKK |
Prisen kan max. forhøjes med 10 % af pakkerejsens pris og senest 20 dage før afrejse. Hvis forhøjelsen er mere end 10 % af pakkerejsens pris, vil kunden være berettiget til vederlagsfrit at hæve købet.
Luftfartsselskabernes ansvar
De deltagende luftfartsselskaber påtager sig intet ansvar for hændelser, der indtræder på tidspunkter, hvor passagererne ikke befinder sig ombord i det pågældende luftfartsselskabs fly.
For ansvar for indskrevet bagage henvises til det pågældende luftfartsselskabs egne bestemmelser.
Navne på flybilletter
Det er passagerens ansvar ved bestilling af en rejse at oplyse korrekt fornavn (e) og efternavn. Navnet i flyreservationen skal være i overensstemmelse med det i passet indførte navn, ellers vil det føre til afvisning ved check-in i lufthavnen. Navne kan ikke ændres i en flyreservation. Det er derfor vigtigt, at vi kontaktes øjeblikkeligt, hvis der er rettelser, så vi kan forsøge at rekonstruere reservationen med korrekt navneangivelse. Rejsebureauet påtager sig intet ansvar for de udgifter, afgivelse af ukorrekte oplysninger, som bureauet ikke har haft mulighed for at have kendskab til, kan medføre.
Flytider i rejseplan og billetter
De i billetten og rejseplanen anførte tider er altid lokal tider. Efter udstedelsen af flybilletter og rejseplan kan der forekomme ændringer i afgangs- og ankomsttider. Kontrollér derfor altid afgangstiderne i fremsendte rejsedokumenter.
Kontakt øjeblikkeligt rejsebureauet, såfremt tiderne afviger fra den oprindelige bestilling/bekræftelse, således at eventuelle fejl kan rettes inden afrejsen.
Pas, Visum og Vaccination
Udgifter til pas, visum, vaccinationer og lign. er ikke omfattet af prisen, med mindre andet er oplyst ved bestilling. Det er bureauets ansvar at informere kunden, men ansvaret for disse forhold påhviler alene den rejsende selv. Er kunden ikke dansk statsborger, skal dette oplyses ved bestillingen. Kunden opfordres i så fald til at søge oplysning om, hvilke bestemmelser der gælder om disse forhold for statsborgere fra hans/hendes hjemland.
Overdragelse af rejsen
Overdragelse af rejsen til en anden person er ikke mulig. Vi henviser derfor til de almindelige afbestillingsregler for rejsen.
Udeblivelse m.m.
Passagerer, der udebliver fra aftalte afgangssteder og/eller tidspunkter eller ikke kan tiltræde rejsen på grund af ugyldigt eller manglende rejsepas eller andre nødvendige rejsedokumenter, vil ikke kunne opnå godtgørelse af nogen art.
Øvrige betingelser
Rejserne gennemføres efter de af Danmarks Rejsebureau Forening og Forbrugerrådet vedtagne betingelser for deltagelse i selskabsrejser. Disse betingelser udleveres på forlangende. Der kan ske prisændringer i gyldighedsperioden, som følge af nye eller forhøjede skatter, afgifter og olietillæg, ændrede valutakurser eller andre omstændigheder, som arrangøren ingen mulighed har for på forhånd at tage højde for. Forbehold for trykfejl og ændringer af prisen, som følge af ændrede indkøbsforhold.
Teknisk arrangør
Mangaard Travel Group A/S
Elkjærvej 31 , DK-8230 Åbyhøj
Tlf. +45 86 75 20 88
E-mail: team@mangaard-travel.dk
Mangaard Travel Group A/S er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening og Rejsegarantifonden reg. nr. 1088.
Vore rejser gennemføres efter reglerne i de “almindelige bestemmelser for gennemførelse af pakkerejser” samt lov om pakkerejser nr. 472 af 30. juni 1993.